Nu gik Menneskene derude i de lange, brede Gader, hvor Gaslygterne lyste, og Sneen laa hvid og blød. Mine Venner gik maaske netop nu nedover Boulevarden sammen med nogle Smaapiger, maaske med Ruth og de andre. Hvor Ruth var dejlig! Men nu turde jeg aldrig se hende mere, turde aldrig tale med hende.
Og jeg sukker, og der kommer Taarer i øjnene.
Der var kommet en viss Resignation over mig. Det var som om jeg begyndte at ane, at jeg alligevel maatte finde mig i min Skjæbne, og at det ikke nytted at rase. Dog bliver jeg alligevel saa underlig, naar jeg tænker paa mine Venner derude, som er fri og frank, som kan gaa og komme, naar De vil. Det er ligesom jeg faar en fysisk Fornemmelse af, at jeg har Lænker om Benene, virkelige Lænker som rasler og som gnaver sig ind i Kjødet.
Lyset brænder sagte nedover med en blaalig, gul Flamme, og der er tykt sort Rag paa det, som jeg ikke gidder tage bort. Fra Cellen ved Siden af hører jeg sagte Skridt
