endog et ubetydeligt Drag af Velvilje. Hans Mønstring af mig havde maaske faldt ud til min Fordel.
Jeg hører ham gaa derude i den store Hal nogle Skridt, laase op en Dør og strax efter laase den igjen. Derpaa kommer han gaaende nedover igjen forbi min Dør og strax nedenfor laase op en anden for næsten øjeblikkelig at laase den. Han gaar derpaa op to Trapper, og lige over mig hører jeg tre Døre blive oplaast og gjenlaast. Saa gaar han.
Jeg vidste nu altsaa, at vi var bare seks Stykker, som sad her. Og jeg bliver gaaende frem og tilbage paa Gulvet og tænke paa Slutteren og paa disse fem Mennesker, som delte Skjæbne med mig.
Det smerter lidt i Armen, en stille, nagende Smerte, der gjør mig hed og nervøs. Lyset brænder guligt og mat, og det lyser kun daarligt op i min Celle. Der er dunkelt i Krogene og op under Taget, og det svage Skin, der lægger sig opover Væggen, gjør Vinduet til et sort, dybt gabende Hul, til en Anelse om Vej til Verden derude, til en Drøm om Frihed.
