hed, uden i noget enkelt Punkt at finde Hvile. Det er mig aldeles umuligt at finde Sammenhæng i de sørgelige Hændelser, som var væltet ind over mig. Det syntes mig at være kommen saa pludselig alt sammen, at jeg ikke havde havt Tid til at tænke over min Stilling.
Fra den Aften, jeg sad sammen med nogle Kammerater i et vældigt Lag og til idag, da jeg stod foran Skranken og blev forhørt af denne Dommer med det underlige, stærke Blik i Øjnene, laa der ingen Tid, syntes jeg, og i Virkeligheden var der dog gaaet en hel Maaned.
Og nu gik jeg indenfor disse nøgne, gule Mure, der trykkede mig paa alle Sider, klemte mig, saa jeg syntes at føle legemlig Smerte. Og jeg gaar der og fornemmer denne Smerte og finder en Slags Lise i den. Det er ligesom Væggene lægger sig ind til mig og maser mit Kjød, flænger Huden i Striber, saa Musklerne ligger nøgne og Blodet render varmt og sagte. Det er en fysisk og psykisk Smerte — en dejlig, vellystig Smerte.
Tankerne lægger sig om det røde Blod, og dvæler ved det grufulde Billede, saa jeg virkelig faar Lyst til at se mit Blod.
