faaet alt dette aabne, udannede over sig, der særlig præger Amerikanerne. Han var altid indeskret angaaende sig selv, fortalte mig Ting, som man sjelden betror noget Menneske, og mindst en Fremmed, han aabenbarede mig sine mest personlige Hemmeligheder. Men han roste sig aldrig selv. Han forsøgte aldrig at hæve sig i mine øjne. Det var tværtimod Skyggesiderne ved sit rige og mærkelige Liv, han meddelte mig i de lange Dage over Havet.
Og naar han var træt af at fortælle, tog han frem sine nedskrevne Erindringer og Dagboger og læste op af dem. Og de mange beskrevne Blade var en Historie om et bevæget, skiftende Liv, snart i Guld og Sol, snart i de store Byers Baggader og i Fængsel.
Det syntes, som han var født paa en heldig Dag, thi naar han dybest var sunken og havde al Verden imod sig, kom der altid et Tilfælde, der igjen bragte ham paa Livets lyse Side. Han gjorde Indtryk af at være et svagt, karakterløst øjebliksmenneske, men alligevel saa god og nobel som nogen.
