Magt, der har Evne til at trænge ind gjennem hver en Pore, saa man føler sig ét med det og med alt om sig.
Det er det store Vemod, Havet ejer, selv naar det hærjes af Storme.
Hun læner sit Hoved ind mod hans Skulder og saa siger hun ligesom for sig selv:
— Her ved Havet hører jeg jo hjemme. Og strax efter siger hun i samme fraværende Tone:
— Er det ikke som Gud selv med sin lubne Haand rører op i Elementerne for at der skal blive Højtid over min Bryllupsnat!
— Men ikke her, ikke her! skriger hun som i Vildelse, farer op og griber hans Haand og leder ham nedover det bratte Fjeld. Og han synes som Vejen gaar lige ind i de morildlysende Bølger. Men hun leder ham snildt ind mellem Stene og Bjergknatter, saa han ikke snubler eller støder sin Fod. Og Vejen gaar altid nedover, ned mod den stejle Strand. Skumsprøjten stænker ham alt i Ansigtet, Bølgeskvulp væder hans Fødder.
— Men hvorhen! hvorhen? siger han tilslut.
