— Kommer du! kommer du! Og han svarer, som i Angst:
— Ja, jeg kommer, jeg kommer.
Og det gaar opover, altid opover. Skridt for Skridt kjæmper de sig frem, hun foran, langt foran, han efter, ligesom draget i en Lænke. Han ved ej, hvor Vejen gaar: blindt følger han efter. Det er ingen Tid til at tænke. Han vilde have fulgt hende, om det var et Flammehav, hun ledte ham imod.
Han ser, hun bøjer af bortom Lodshytten, staar en Stund der oppe paa Bakkekammen, ser udover og sætter sig saa. Da han naar derop, er det som Stormen vil kaste ham overende. Hun trækker ham ned til sig paa det vaade Fjeld, drager ham ind til sig, og der sidder de længe, uden et Ord kommer over deres Læber.
Det er som Havets umaadelige, navnløse Lyd gjør dem stumme. Han synes at ane det stort der ind gjennem Mørket. Han ser hvor det skummer hvidt der nedenunder dem, han ser hvordan Bølgerygge, lysende af Morild, fosser ind over Fjeldet. Der bliver noget spøgelsesagtigt, noget overnaturligt i denne
