Væggene blev undertiden saa fjerne, blev næsten borte i Mørket og dukkede saa frem, saa glindsende gule, saa uhyggelig nøgne. Regn og Blæst pidskede mod Ruderne, men overdøvede dog ikke den sære, mægtige Lyd fra det strømmende Hav.
Han gik der rastløs, ventende paa hvad der skulde komme. Der var blevet stille i Huset. Hun og den høje Agnete og alle de andre laa vel alt under sine Dyner. Nej, ikke hun — hun kom vel snart Sagte og listende vilde hun komme, pludselig vilde hun staa der lige ved ham. Men skjøn Lydia, der var ren som en Dugperle, der var som et ubeskrevet Blad, hun sov alt og drømte ikke, fordi hun ingen havde at drømme om. . . . . End ude paa Havet idag, da han fik denne vanvittige Lyst til at dukke sig selv og alle de andre rene i Bølgernes Bad, da han ligesom følte en Lyst til at dø hos disse Kvinder, dø, før han selv og nogen af dem havde levet over den Stund, for hvilken der aldrig gaves Bod. . . . Og han hvisked en Bøn til Verdens Gud, en funklende Kydskhedsbøn, der kunde
