og Havet, det aabne, uendelige, vuggede ind over dem, vippede Søer af og til ind over Ripen i Læ, og da skreg Damerne og ludede sig ind over Luvart. Men Harmens sad der bag Sejlet i Læ og lod sig stænke af Bølgernes Skvulp, som om han var langt borte fra de andre.
— Dokker e ikkje bang! siger Per-Ola og tager sit Lodspatent ud fra Brystet og svinger det i Vinden.
— Eg hev sigla fraa Jaffa te Rio, fraa Kap aa te Røst.
Der er en Stolthed i hans Stemme, et Liv i hans Ansigt, der kaster en Glans over hans kun halvt udviklede Mennesketræk. Det er som om det Kastens Mærke han bærer, er svundet for en Stund, som en Paria pludselig er blevet en Arier.
Den høje Agnete skjænker Vin i Glas og sender det rundt. Vinden er øget paa, og Glasset gaar med Skjælven fra Haand til Haand. Da Glasset naar Harmens rejser han sig, tager Tag i Vanterne og siger med Latter:
— End om det var vort sidste Glas!
