fødtes i Forventningens lange Stunder — hvor de dog var døde! Det var ligesom hun havde en Evne til at dræbe sig selv, saa end ikke en Gnist af de lyse Tanker, han havde digtet hende til, blev tilbage. Hun blev ham nøgen som et Lig, han syntes hun vækkede til Afsky og Væmmelse, og ligesom han før havde følt Had mod hende, voxede det nu til det blev til et Raseri, han ikke kunde bære. Medens han sad der blandt dem før Middagen, og hun talte kvindeagtigt om alt og om Livet, stormede han pludselig ud, ud over Myrer og Hauger og kastede sig ned i Fjærens Tang, og der hulkede han højt sit Raseri ud.
Han kom tilbage rolig, som om intet var hændt. Han talte endog meget livlig ved Bordet, og da en af Damerne foreslaar en Sejltur efter Kaffen, er han en af de ivrigste til at bifalde.
En fin Brise jog hen over Bugten. Den spændte Sejlene og lagde Baaden sagte over, men de fire Damer saa ind i Per-Olas rolige Ansigt, og de følte sig trygge. Men da de skar ud gjennem Sundet, lagde Vinden sig haardt i Sejlene, og da alt Land laa bag dem,
