Fure tegnede den Vej, Dampskibet havde gaaet. Rundt om laa Holmer og Skjær, længer bag, lave halvnøgne Aaser og i det fjerne de blaanende Fjeld.
Men i den tidlige Morgenstund hørte han, som en fjern, dæmpet Lyd, en Sus og en Brummen, som af en Menneskemængde i Oprør — det var Havet, det store, som strømmede paa. . . .
— De kom nok .... jeg vidste det; — det var Frøken Gade, der stod lige bag ham. Hun holder nogle Bøger i den ene Haand. Han bliver strax opmærksom paa hendes omhyggelige Toilette. Før havde hendes Pande været glat og Haaret strøget tilside. Nu laa der nogle smaa, bløde Krøller nedover den lave Pande, og de gjorde hende lidt mere ung. Hun havde en lys, næsten hvid Kjole paa, der sluttede stramt om hendes brede Fang og fattige Bryst.
Han rækker hende sin Haand og siger ligesom fraværende :
— Ja — jeg kom nok.
Han ser paa hende noget fremmed, som om han vil læse hendes Brev om igjen af
