En stejl, nøgen Holme, et stort, hvidt Hus i en blank Bugt, foran det et Par bøjede, halvnøgne Trær, længere bort et Par Hytter, saadan viste det Sartor sig for ham i det klare, sprøde Morgenlys.
Dampskibet havde stanset og Piben havde hvinet et Par Gange. Endnu saaes ikke et Liv i Land. Klokken er sex om Morgenen. Kaptejnen gaar frem og tilbage paa Broen og bander de fordømte Striler. Han rykker sint i Snoren en Gang til, og der kommer en tre fire hvinende Stød.
Endelig sees en Baad stikke frem om Bryggen og nærme sig med sindige Aaretag. En Mandsling i Island-trøje og Vest og med bart Hoved sidder og ror. . . . En liden Kasse bliver langet ned i Baaden til ham. Kaptejnen bringer et Par Aviser og nogle Breve, som bliver stukket ind paa Brystet.
— Du skulde nok have en Bykar med til mig og, du Kaptejn! siger han halvt i Dialekt, halvt i Bogsprog; han tror, det ikke er mere.
Saa siger en Damestemme bag Harmens:
— Se her, Per-Ola — hjælp mig med Koferten.
