søger hver Dag ved Visdom fra Guds Ord, hellige Følelser og et gudeligt Levnet at opløfte sig end mere over dem, at forberede sig ret til den lykkelige Tid, da hans rette Ophøielse skal gaae for sig. Drankeren derimod, som ikke skal arve Guds Rige, synes tvertimod at harme sig over, at han ikke blev Dyrets Lige, og søger, saa meget det staaer til ham, at nedbryde hvert Grændseskjel, som Gud satte imellem ham og det umælende Dyr; ja tilmed at fornedre sig under det. Et Guds Barn, som skal arve Himmelen, søger hver Dag at korsfæste Kjødet med dets Lyster og Begjæringer, saa meget som muligt her paa Jorden, at gjøre sin Attraa og Lyst underdanig under Guds Ords Sandhed og Bud og under Fornuften. Drankeren derimod, som ikke faaer arve Guds Rige, søger tvertimod at tage Fornuft og al hellig Følelse tilfange og gjøre Hjertet saa haardt, Begjærligheden saa blind og voldsom som muligt er. Kort sagt, et Guds Barn, som skal arve Himmelen, søger allerede her paa Jorden, saa meget skee kan, at blive som de, der boe i Himmelen og forud at smage Himmelens Glæde i sin Sjel; - Drankeren derimod, som ikke faaer arve Guds Rige, gjør sig, saa meget skee kan paa Jorden, til en Djævel, og søger allerede forud at kalde Helvedes Qval ind i sit Bryst.
Ak! vi klage saa ofte over, at vor Forstand er saa sløv, vor Hukommelse saa svag, vore Kundskaber saa uklare og usikkre: men ved Drukkenskaben formørkes, forvildes, fornedres et Menneske end mere. Vi klage over Begjærlighedens hastigt og stærkt virkende Magt, som gjør os ubetænksomme, overilende, tvertimod vort meest befæstede Sind for det Gode, og som gjør, at vi med al vor Frygt for Synden, dog feile. Ogsaa de bedste Mennesker ere udsatte for Overilelser, dem de stundom, dem de al sin Livstid maae angre: men ved stærke Drikkes Misbrug blive Menneskene end ubetænksommere,- Livets Sorger bliver bittrere, dets
