ningen paa Sjel, paa Forstand og Hjerte er et Onde, som han søger; en Skade, der er blevet ham saa kjær, at han just for den opoffrer Alt hvad der ellers er ham kjært.
Nu spørges: er der vel nogen Last, saa skammelig som Drukkenskaben?
Af Alt, hvad nu er anført, bliver det os klart, at ingen Dranker kan arve Guds Rige, om han ikke itide omvender sig.[1] — Hvilken stor Forskjel er der dog mellem Drankeren og et Guds Barn! Hvilket stort Svælg er mellem dem befæstet! Et Guds Barn, som skal arve Himmelen, gleder sig og takker som oftest Gud for sine Fortrin, sin Ophøielse, som Menneske, over de øvrige Jordens Skabninger, og
- ↑
Itide! – Men hvorofte tænkes og siges der ei: „Det
er tidsnok; en anden Dag; – i Morgen;“ —
O Synder! kom ihu:
Du har for den ei Borgen,
Du eier kun et Nu!Et advarende Exempel skal her fortælles saaledes som denne Bogs Udgiver har hørt det. Der boede en Mand i Tillersogn ved Trondhjem. Han var noksom bekjendt for sit Hang til Drik, men naar man formanede og advarede ham om at rive sig løs fra denne Synd, slog han det hen i Vind og Veir, og pleiede gjerne sige: „Ja, tidsnok! jeg bliver dog vel syg før jeg døer.“ Denne Mand havde flere Døttre og ønskede meget at faae en Søn. Hans Ønske blev opfyldt: en Søn blev ham fød. Da indtraf i Aaret 1816 i Tillersogn det store Jord- og Leerrab i Nidelven, hvorved, som bekjendt, Tiller-Kirke og flere Gaarde gik under. Ogsaa hans Huus truedes. Efterat Alle havde reddet sig saa godt de kunde, savner han sin Søn, sit kjæreste Barn, som da var et Vuggebarn. Han troer Barnet efterladt i Huset, styrter i Angsten hen i det, men Barnet var der ikke. Det var reddet. Men da Faderen vilde vende tilbage, finder han Jordrevnen forstørret, uoverstigelig, sig selv redningsløs: han omkommer paa den skrækkeligste Maade i det gabende Dyb, ved en brat Død i sin bedste Alder!
