Lyset; ja selve Voldsmanden, som ellers allermeest trodser Andres Omdømme, vil dog gjerne give den begangne Uret et Skin af Ret; - men hvorledes vil Drankeren kunne skjule sin Drukkenskab, eller hvor kan han blot nære Haab derom? Han veed jo meget vel, at hans Øine, Ansigtsfarve, Aande, Geberder, Tale, Gang — Alt vil forraade ham. Det mindste Barn kan jo skjelne en ædru Mand fra en fuld. Drankerens hele Udseende, ogsaa da naar han er ædru, bliver til Slut som en Paaskrift, læselig for hver Mand: her boer en med Drukkenskab besmittet Sjel. Der findes ikke en eneste Dranker, som ikke er bekjendt for sin Drukkenskab i den Egn, hvor han boer, og i den Kreds, hvor han vanker. Hver og En, som blot nogenlunde kjender ham eller har hørt tale om ham, veed ogsaa, at han er en Dranker. Seer man ham, saa siger man: see, der kommer den Dranker, den Fyldehund! — Den, som vil leve i Drukkenskab, han maa nødvendig forhærde sig imod den almindeligste og dybeste Foragt, og heri bestaaer den sørgelige Konst at blive en complet Dranker. Han maa taale, at han bliver foragtet, ak! selv af sine egne Børn! han maa vide, at Kjerlighed og Hengivenhed for ham er aldeles umulig; thi hvorledes skulde Børn kunne elske og ære den Fader, der drager mindre Omsorg for sine Børn end selve Rovdyret for sine Unger? — Andre Forbrydere smigre sig med i det mindste her i Tiden at undgaae Syndestraffen, og dette Haab giver dem Dristighed, skjøndt dette lykkes dem kun til en Tid, thi Straffen kommer nok; - men Drankeren, hvorledes vil han kunne haabe at undgaae Straffen? Brændevinets Gift er i hans Indvolde og tærer paa dem Dag og Nat. — At Drukkenskaben er en fortærende Kraft for hans Eiendom, det kan han see og tage paa. Almindelig Foragt kan han umulig undvige. Dette veed han meget vel, i det mindste, naar han er ædru. Virk-
