stige og forvovne ved deres beskjænkede Tilstand, paa Land og tilsøes, brat styrtet sig i Døden! hvorofte høres ikke om saadanne sørgelige Tildragelser! Drankeren er saaledes en Selvmorder, som fortjente, ligesaavel som nogen anden Selvmorder, at begraves i Stilhed paa det Sted, hvor de største Forbrydere have deres Grave. Om vi end mellemstunder see nogen Dranker komme til en høi Alder, saa kommer det deraf, at han af brave og dydige Forældre, ved Fødselen og Opdragelsen, har arvet et stærkt Legeme, og derved længe modstaaet Drukkenskabens Gift; men et saadant Legeme vilde uden Drukkenskab og anden voldsom Forstyrrelse uden Tvivl holde sig endnu længere. Mange Drankere vide meget vel, hvad Skade Hilse og Livskræfter tage, og fortfare endda, som om de ikke vidste det. Deres, saavelsom andre Vellystiges Valgsprog, hvormed de lade sig inddysse, er dette: „Man nyder hvad man lyster, og lider hvad man kan; man nyder hvad man lyster, og døer en Dag desfør.“ Mennesket er saadant, at det undertiden opoffrer Alt hvad der er det kjært, for at tilfredsstille den Begjærlighed, som er blevet herskende. Men Ulykkelige! Du vil vel holde op at spøge, naar Smerterne begynde at tære, og Døden truer. Du skal engang paa Din Sotteseng erfare, hvorledes denne Last, hvori Du nu lever, liig en ond Aand, tvinger Sjelen ud af Dit Legeme, for at føre den — — Hvorhen? — — Ingen Dranker skal arve Guds Rige. Du skal erfare det, forskrækkes og klage: Vee mig, at jeg saa har syndet!
Lægerne paastaae tillige med Vished, at Drankeren forplanter Ødelæggelsens Gift paa sine Børn, om han har begyndt Lidderligheden, inden han blev Fader og har fortsat den under Ægteskabet. Ved Forældres lidderlige Drukkenskab har mangt et Barn allerede i Fødselen modtaget Frøet til Krampe, Slag og en snar Død. See, Dranker! see allerede forud Dine Børns
