Kristendommen har forbandet kjødet og erklæret kjærligheden for usædelig. De efter sin art mangfoldige og talrige, men i principet sammenfaldende fremgangsmaader, hvorved skabningen formerer sig, og som oldtidens folk symboliserede i en af Olympens største og sikkert mest straalende af gudinder, er i de kristnes øine væsentlig onde og syndige, og deres ondartethed og syndighed kan alene og med møie gjennem sakramentet hjælpes paa hos Adams efter kommere. Cølibatet (den ugifte stand) er for den kristne, idetmindste læres der saa, en meget mere prisværdig og ophøiet tilstand end ægteskabet, og afholdenhed hører til de største dyder. Efter Lactantii forsikring er kyskheden at ligne med alle dyders top og tinde, og den store Origenes, kaldet „den diamantrene“, naaede hurtig til Lactantii fuldkommenhed, idet han med egne hænder satte sig i den tilstand, at det skulde være ham en umulighed nogensinde at tabe sin dyd.
Man maa saaledes ikke forundre sig over, at asketerne ofte forbrugte den bedste del af sine kræfter i en fortvilet anstrængelse for at kvæle hver mindste gnist af brynde hos sig og holde nede enhver ogsaa uvilkaarlig kjødets opbrusen. Og ligesaalidet kan man undre sig over, at de i dette oprørsarbeide mod naturen mere end engang blev overlistet og beseiret. For at undgaa elskovsgudindens snarer drog de sig tilbage i ørkenen, murede de sig ind bag klostre; men Venus opstod paanyt i deres indre af det sydende blod som engang af havets skum og tvang deres fantasi ind under sit aag. For at undgaa den frygtelige besmittelse vægrede de sig
