ved prøven havde vist sig uvirksomme. Som allerede nævnt blev de fromme angrebet med større raseri, fordi, som man sagde, det mere kom Satan an paa at seire over en af dem end over tusen andre. Vi, som jo ser paa tingen fra et andet betragtningspunkt, skulde kunne sige, at de fromme netop paa grund af den uafladelige, ængstelige frygt for synden, der satte deres sind i uro, saavel som paa grund af de vanvittige spøgelser, som de underkastede sit legeme for saaledes at rense det fra ethvert anfald af pirrende kjødslyst, havde været mere end andre udsat for vilde kampe med fristelsen. Paa den anden side er det sikkert, at disse kampe blev ønsket og opsøgt af dem selv, saasom deres dyd derved blev saameget mere straalende og af seieren øste ny kraft. Men hvorledes det saa hermed forholder sig, saa forstod Satan sædvanligvis at afpasse fristelsens styrke og form efter den enkeltes egenskaber og forhold og viste sig herunder som en ligesaa dygtig sjælekjender som skarp tænker (logiker).
Ligesaalidt som enhver tid var hellerikke ethvert sted lige gunstigt for fristelsen. Natten var den mest passende tid, ikke alene fordi med det tiltagende mørke ogsaa djævelens magt voksede, men ogsaa fordi man i dunkelheden ikke havde saa let for at gjenkjende bedrageriet i de af Satan opstillede fantasifostere. Fremfor alt gunstigt var det øieblik, da søvnen begynder at sænke sig over de udmattede lemmer, og sanserne blir omtaagede uden dog helt at være stængte for indtryk fra udenverdenen, og naar viljens og dømmekraftens aarvaagenhed ophører i sjælen. Dette var grunden til, at den hellige
