hed eller misundelse i første tilfælde, — syndig kjærliglied i det andet.
Men dette er bare legenden om Satan og hans staldbrødre, — ikke deres historie. Betragter man Satan som en almindelig legemliggjørelse af det onde princip, er hans oprindelse meget mindre episk og ligger tillige langt dybere og længre tilbage. Satan er ikke alene ældre end Israels gud, men ældre end alle andre guder, der, mægtige og frygtede, har efterladt en erindring i menneskehistorien; han blev ikke nedstyrtet fra himmelen, men steg selv op af menneskesjælens afgrunde; han er af samme alder som hine, de fjerneste tiders dunkle guder, hvis navne ingen sten mere nævner, som menneskene har overlevet og forglemt. Samtidig med dem og hyppig forvekslet med dem viser Satan sig i sin spire som alt andet levende, og først lidt efter lidt vokser han og blir til en person. Den udviklingslov, der behersker alt og alle, gjælder ogsaa for ham.
Der er ingen med nogenlunde videnskabelig opdragelse, som nutildags tror, at de raaeste religioner er fordærvede og forvanskede former af en fuldkommen; man ved udmærket godt, at de mest fuldkomne har udviklet sig af de raaeste, og at det følgelig er i disse sidste, man maa søge oprindelsen til den mørke personlighed, som under forskjellige navne fremstiller det onde og gjælder for dets princip. Naar allerede den saakaldte tertiærtid, paa vor planet har kjendt mennesker, var disse muligvis saaledes paa grænsen af dyret, at ingen egentlig religiøs følelse kunde iagttages hos dem. Det ældste menneske fra den derpaa følgende jordperiode (den kvater-
