som skjøn, men som dog har en stor mund og krum næse, blir beskrevet i et fransk heltedigt fra det tolvte aarh. Federigo Frezzi, biskop af Foligno, forfatteren af „Quadriregio“ (1416) finder mod sin forventning i helvede en særdeles skjøn satan:
Et hæsligt trold jeg frygted’ for — og grued,
og for mit indre syn stod vildt hans rige.
Men skjøn og herlig var den drot, jeg skued,
henrivende han var og god tillige.
Saa kongelig og høi jeg saa ham stige
frem for mig, at hver ryg sig maatte bøie.
Tre gyldne kroner blinked for mit øie,
og i hans haand et magtfuldt scepter lued.
Ei kunde kongens blik den onde røbe,
i luften raged han vist trende mile.
Dog kunde ingen kunst et legem’ støbe
i form, hvor alt saa fint fik sammen løbe,
og gjerne vilde ved ham øiet hvile.
Fra ryggen skimrende sig vinger spredte,
tre par at kløve luftens lag som pile:
Ei bar Kupido dem saa sirligt lette.
Men dette er bare et bedragerisk skin, og idet digteren ser gjennem sin førerskes, Minervas, skjold, skuer han helvedes fyrste i sin sande skikkelse, vild af udseende, ganske sort, med glødende øine, hodet dækket, ikke af en krone, men omvundet med drager, hoved- og legemshaar forvandlet til slanger, hænderne bevæbnet med klør og med bug og hale som hos en umaadelig skorpion. Saasnart renaissancen indtræder eller udvikler sig, begynder Satan at blive en smule penere, og det forstaar man, at en i det skjønne forelsket tid, som ofrede dyrkelsen af det skjønne den bedste del af sin kraft, hellerikke kunde taale
