Side:Djævelens Naturhistorie.djvu/35

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

rernes[1] hvirvlende fantasier dannede ved det mindste puf hans billede sig af smaadele og brudstykker af andre skikkelser, som kaleidoskopets lunefulde figurer af mangefarvede glasbiter.

Manikæerne, en berygtet kjættersekt fra midten af det tredje aarhundrede, tilskrev helvedes fyrste ikke bare menneske-, men ogsaa kjæmpeskikkelse og sa, at menneskene var skabt i hans billede. St. Antonius, der har seet ham under saa mange andre skikkelser, saa ham ogsaa engang som en umaadelig jætte, med hodet ragende op i skyerne og kulsort, og en anden gang igjen ligeledes sort, men i et nøgent barns skikkelse. Den sorte farve blev fra kristendommens første aarhundreder tildelt djævlene som deres naturlige, og grandene hertil er klare og selvindlysende. Mere end én beboer af ørkenen ved det ægyptiske Theben saa djævelen i en æthiopers skikkelse, hvad der paanyt godtgjør, at djævelen altid lemper sig efter den tid og det sted, hvor han lever eller skal leve. Men saa har et tital af andre helgener fortsat med at se ham paa denne maade, og Thomas af Aquino var ikke den sidste. Heller ikke jætteskikkelsen savner sin grund, thi jætterne er ondskabsfulde i alle mythologier. I Grækenland er titanerne Jupiters modstandere, hvorfor ogsaa Dante forflytter dem til helvede. Den samme Dante gjør sin Lucifer til en jætte; i de franske heltedigte fra middelalderen er jætterne ofte djævle eller sønner af djævle. I „Tundalo’s syn“, der tilhører midten

af det 12te aarh., er helvedes fyrste, som i al evighed

  1. Visionær = en, som er »synen«, som ser »syner«, vaagen og i drømme.