havde han hellerikke været nogen djævel og skulde ikke haabløst for al evighed brænde i helvede. Det var bare for menneskelige syndere, Kristus var død, og ikke for ham, djævelen. For ham medfører forløsningsværket ingen vinding, og selv den vinding, han har af synden, snydes han uden ret og retfærdighed uafbrudt for. — I nogle andre stridigheder traadte Kristus personlig i sin moders sted.
Man lægge mærke til, at Satanas har et temmelig klart og sikkert begreb om sine rettigheder, hine rettigheder nemlig, som han i kraft af vore første forældres syndefald har erhvervet over naturen og den hele menneskehed, hine rettigheder, som de herrer doktorer og kirkefædre gjentagende har tilkjendt ham, og som forsoningsværket bare for en del og ikke ganske har berøvet ham. Og paastanden om en saadan ret fra hans egen side, de uafladelige krænkelser af denne ret fra hans himmelske modstanderes, og de om dens sande natur og grænser herskende tvil gav nu anledning til et ægte juristisk kjævl og til formelig retslig forfølgning. Deraf opstod den saakaldte Satans proces, der har beskjæftiget jurister af fag, og som foreligger i forskjellige former.
Ideen om djævelens proces synes at være meget gammel og at gaa helt tilbage til Marcion, det andet aarhundredes heresiark (ɔ: stifter af en kjættersk sekt). I et af de allerede omtalte syner, som den hellige Furseo havde, kan djævelen og en engel ikke komme overens angaaende besiddelsen af en sjæl og
