Side:Djævelens Naturhistorie.djvu/242

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
242
Djævelens nederlag.

hellige Vincenzo Ferrers tid befandt sig i Spanien, kom ude paa en mark en gammel, fortørket, vanskabt krok af en fattigkjærring henimod ham; han tror, det er djævelen, og uden videre omstændigheder styrter han sig over hende og prygler hende ihjel.

Den, der vilde give sig til at fortælle alt det gode, som helgenerne har bedrevet, medens de endnu befandt sig i denne jammerdal, bare med at forhindre djævlene fra at gjøre ondt, han fik et langt lærred at blege. Utallige gange tvang de djævlene til at sige, hvad de helst skulde ha tiet med, og til at bekjende alle sine hemmeligheder og hensigter, de onde streger, som de havde begaaet, og dem, som de vilde til at begaa. Mange helgener gjenkjendte fienden, under hvad skikkelse han ogsaa maatte forsøge paa at dølge sig; andre veirede ham med næsen, som jagthunden vildtet. Af alt dette maatte jo den gode sag drage stor nytte, og man forstaar meget vel, at den hellige Francisco af Paola var den eneste mand, som i det femtende aarhundrede har hindret djævlene i ganske at tilintetgjøre og omstyrte Italien.

————————

Ogsaa det ikke hellige menneske kunde med dertil skikkede vaaben beseire djævelen, naar denne anfaldt det udenifra. Var djævelen derimod som en fiende, der paa hemmelige veie sniger sig ind i en fæstning, faret i kroppen paa vedkommende, vanskeliggjorde dette seieren i høi grad, og som vi har set, krævedes der sædvanligvis fremmed hjælp for at tvinge ham til at slaa retræt. Ganske vist fortæller Thomas af