| 239 | Djævelens nederlag. | 239 |
taler hende: „O, Juliana, jeg er en engel, som Gud sender dig, for at du skal beslutte dig til at bede til afguderne og ikke dø en saa elendig død“. Men Juliana opsender en glødende bøn til himmelen og tvinger djævelen til selv at give sig tilkjende. For at lære ham, at han ikke mere skal forføre fromme jomfruer, bagbinder den tapre pige ham, kaster ham til jorden, og uden at lade sig bevæge af hans skrig, prygler hun ham ganske grundigt igjennem med de samme lænker, hun selv var belæsset med. Præfekten befaler, at Juliana skal hentes fra fængslet og underkastes nye pinsler, og hun træder ud, idet hun slæber sin tiende efter sig. Denne klager og tigger: „O, Juliana, gjør mig dog ikke slig til latter, thi nu kan jeg ikke mere optræde som frister imod nogen som helst. Man siger, de kristne ei1 barmhjertige, hvorfor har du ingen barmhjertighed med mig?“ Men Juliana hører ikke paa ham, fører ham i triumf over det hele forum og kaster ham tilsidst i et lokum. Den vanvittige præfekt har selv været øienvidne til altsammen, men lader, som vidste han om ingenting. Han befaler, at pigen skal lægges paa steile og hjul, men en engel sønderbryder marterredskabet, og pigen staar der mere uskadt end før. En uendelig mængde øienvidner til disse hændelser omvender sig til kristendommen, og femhundrede mænd og hundrede og tredive kvinder blir halshugget paa stedet. Efterat ogsaa, dette forsøg er forpurret, skal hun uden videre halshugges. I dette øieblik viser djævelen sig atter og opægger skarpretterne til at hævne den krænkelse, som er tilføiet afguderne og ham, men Juliana behøver bare at aabne øinene for at slaa ham paa flugt.
