Side:Djævelens Naturhistorie.djvu/223

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

jordiske paradis, drog hen over havet, den største af alle syndere, Judas Iskariotes, midt i en vældig malstrøm, evindelig pisket af bølgerne, og en af heltene i det karolingiske epopée (c: heltedigt), Hugo af Bordeaux, fandt, medens han streifede omkring i Orienten, Kain i et fad af jern, indvendig aldeles fuldspækket med skarpe spigre, og i dette rullede han uden ro og rast omkring paa en øde ø. Giovanni Bociacci, der paa sin maade har bearbeidet ældre eretninger, fortæller den frygtelige historie om hin Guido degti Anastagi, der i elskovsfortyllelse havde ombragt sig selv, og som fordømt til evig pine hver eneste dag, lidende paa en sort hest, med kaarde i haanden og ledsaget af tvnde blodhunde, snart gjennem den ene, snart gjennem den anden egn, forfølger den ligeledes fordømte, ubarmhjertige, grusomme kvinde, der tilfods og nøgen flygter for ham; tilsidst indhenter han hende, gjennemborer hende med kaarden, sprætter hende op med en kviv og slænger hendes hjerte og indvolde for de hungrige hunde. Stefano di Borbone (d. 1262) fortæller om spøgelser, som man i nærheden af Ætna har set hele ugen igjennem travelt sysselsat med at bygge op et slot, som lørdag nat atter styrtede sammen, og om mandagen gjennem deres arbeide atter begyndte at reise sig fra grunden. Dog synes dette snarere at have været pøniterende end fordømte sjæle.

Mere end engang har man midt i natten set helvedes hele befolkning drage i procession gjennem en skov, i række og geled som en hær paa marschen. Munken Otlone, der levede omkring slutningen af det ellevte aarhundrede, beretter om tvende brødre, som