Men Satanas lader sig ikke nøie med vellystens
snarer, ogsaa med andre vaaben søger han at gjenerobre
det tabte. Han angriber den neppe nok
grundlagte kirke fra alle sider; som en væder med
jernhaard pande ryster han den dag og nat og
splintrer dens mure. Han opvækker forfærdelige
forfølgelser og søger at kvæle den nye tro i skræk
og blod. Han foraarsager de store kjætterier og
fraraner Kristi hjord utallige lam. Bedrøvelige tider,
liv fuldt af fare og smerte! Nei, endnu er Kristi
rige ikke kommet, men de bekymrede aander, hvem
troen laaner sine vinger, tror i det fjerne, i apokalyptiske
drømme, at se rigets morgenrøde stige op,
og forkynder forløserens gjenkomst og den gamle
slanges endelige nederlag.
Tomme drømme, skuffede forhaabninger! Forløseren kommer ikke, og den gamle slange mangfoldiggjør, giftigere end nogensinde, sine bugtninger og omslynger stadig verden mere. Et bevis herfor kan man bl. a. hente fra forskjellige sekters lære, der navnligen i de tre første aarhundreder indvirkede paa kirken og alle anstrængte sig for at indføre i kristendommen en fra den persiske lidet forskjellig dualisme. Disse lærer danner i sit store hele den saakaldte gnosticisme, og de mest fremskredne af dem har det tilfælles med hinanden, at de tillægger Satan en ganske anden vigtighed, end han tidligere besad, anser ham for at være skaberen af den materielle natur og øver det onde til et oprindeligt og uafhængigt princip, der ingenlunde er fremgaaet af frafald og fordærvelse, men er jevn byrdigt med det gode og ligger med det i kamp.