Side:Djævelens Naturhistorie.djvu/21

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest


Men Satanas lader sig ikke nøie med vellystens snarer, ogsaa med andre vaaben søger han at gjenerobre det tabte. Han angriber den neppe nok grundlagte kirke fra alle sider; som en væder med jernhaard pande ryster han den dag og nat og splintrer dens mure. Han opvækker forfærdelige forfølgelser og søger at kvæle den nye tro i skræk og blod. Han foraarsager de store kjætterier og fraraner Kristi hjord utallige lam. Bedrøvelige tider, liv fuldt af fare og smerte! Nei, endnu er Kristi rige ikke kommet, men de bekymrede aander, hvem troen laaner sine vinger, tror i det fjerne, i apokalyptiske drømme, at se rigets morgenrøde stige op, og forkynder forløserens gjenkomst og den gamle slanges endelige nederlag.

Tomme drømme, skuffede forhaabninger! Forløseren kommer ikke, og den gamle slange mangfoldiggjør, giftigere end nogensinde, sine bugtninger og omslynger stadig verden mere. Et bevis herfor kan man bl. a. hente fra forskjellige sekters lære, der navnligen i de tre første aarhundreder indvirkede paa kirken og alle anstrængte sig for at indføre i kristendommen en fra den persiske lidet forskjellig dualisme. Disse lærer danner i sit store hele den saakaldte gnosticisme, og de mest fremskredne af dem har det tilfælles med hinanden, at de tillægger Satan en ganske anden vigtighed, end han tidligere besad, anser ham for at være skaberen af den materielle natur og øver det onde til et oprindeligt og uafhængigt princip, der ingenlunde er fremgaaet af frafald og fordærvelse, men er jevn byrdigt med det gode og ligger med det i kamp.