Side:Djævelens Naturhistorie.djvu/208

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
Ellevte kapitel.
Fortsættelse af helvede.

Syndernes bog. — Forskudsstraffe. — Helvedesstraffenes voldsomhed og beskaffenhed. — Den hellige Thereses forsøg. — Pariserdiscipelen. — Helvedesildens natur. — En af de saliges mange glæder. — Hvad man saa i helvede. — Munken Wettins, den unge Alberico’s og kavaleren Tundalos reise. — Trøstesløshedens rædsel. — Himmelen af glødende jern. — Det skrækkelige bjerg. — Den tusen skridt lange bro. — Afgrundens vilde dyr. — Den stormoprørte sump. — Den gyselige ovn. — Bæstiet, der sluger og fordøier. — Besvangrede sjæle. — Djævelske smede. — Afgrundens dybeste dyb. — Mørkets konge. — Kjøkken og gjæstebud i helvede. — Djævlenes kvaler. — Skjærsilden. — Fordømte udenfor helvede. — Procession af fordømte. — Skrækkelige historier. — Helvedesstraffenes evighed og formildelse. — Den hellige Pauli syn. — De sorte fugle i Puzzuoli. — Du, som gaar ind, lad hvert et haab tilbage.

Helvede er saaledes til fælles afstraffelse baade for djævlene og de fordømte, for pinerne og de pinte. Satan forener i sig flere egenskaber og forretninger, end som ved første blik synes at lade sig forene. Det ondes første ophav i verden, utrættelig frister til synd og uafbrudt sjæleforfører, er han tillige overdommer, er han den, ved hjælp af hvem det onde undertrykkes og synden sones.

Der gives ikke den aldrig saa ubetydelige handling, aldrig saa flygtige tanke i menneskets liv og aand, som ikke djævlene erindrer sig, om der bare er den allermindste del af eller spire til synd deri.