man tilbad i templerne, og som blev feiret ved de offentlige fester; Satanas sad paa tronen med Cæsar, Satanas nedsteg med triumfatorerne fra Kapitol. Hvem ved, hvor ofte de kristne, naar de var forsamlede i katakomberne og hørte den brusende larm af hint liv over sine hoveder, forfærdedes og frygtede, at det var helvede, som kom anstormende for ganske at opsluge Kristi lille skib, og endnu under korsets arme følte sig truet og trykket.
Saaledes voksede Satanas jætteagtig op om hele den store, hedenske verden, som i ham havde legemliggjort sig. I enhversomhelst skikkelse i dette liv, der overalt omgav ham, saa den kristne et billede af „den stærkt bevæbnede“, som Kristus var kommet for at beseire, og som efter sin beseiring var blet dristigere og vildere end forhen. Den kristnes sjæl blev grebet af bestyrtelse og gysen, thi hvorledes tage sig ivare for en fiendes snarer, hvorledes forsvare sig mod en fiendes angreb, der var giftigere end Hydra og havde flere skikkelser end Proteus? Maa Tertullian formane dem til og andre advare dem om, ikke at pleie omgang med hedninger, eller tage del i deres fester og lege, ikke at drive noget haandværk, som umiddelbart eller middelbart skulde kunne befordre afgudstjenesten, — hvad skulde de saa leve af, om de iagttog disse forbud, og sæt, at de adlød dem, hvorledes alligevel holde hjertet rent, naar jorden, de vandrede paa, luften, de indaandede, bestod af urenhed og synd?
