Side:Djævelens Naturhistorie.djvu/194

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
Tiende kapitel.
Helvede.

Dets beliggenhed. Helvedes porte. — Helvedes fladerum, bygning og topografi. — Den djævelske stad. — Prøvelsens, bro. — Veirforhold, plante- og dyrerige, — Uafbrudt tilstrømning af fordømte sjæle. — Djævle som røvere. — Gothernes konges, Theoderiks sidste haab. — Greven af Matiscones skrækkelige ende. — Djævelsk Qui pro quo. — Sjæle uden bestemmelse. — Besøgere og forskere i helvede.

Man forestille sig en verden, bygget op af tre over hinanden liggende etager. I den øverste er paradiset, Guds rige, englenes og de saliges bolig, straalende af lys, tonende af uudsigelige harmonier, duftende af uvisnelige blomster; det er den ubestikkelige helligheds, den evige glædes rige. Denne jordiske verden befinder sig i midten, beboet af en falden, smertefuld menneskelied, der synder, samtidig som den længes efter forløsning og møiefuldt stræber efter salighed; det er den evige omvekslings rige, hvor godt og ondt uafladelig kjæmper om magten. I den nederste etage befinder helvede sig, det mørke svælg, hvor Satan og hans engle sammen med de fordømtes talløse folk maa bøde overfor den guddommelige retfærdighed for en skyld, som aldrig blir betalt; det er den utilgivelige synds, den uhjælpelig