djævelen at yde sine venner, heksene og troldkarerne virksom og varig hjælp. Den sicilianske historieskriver Tomasco Tazello (1498—1570) beretter om en magier Diodoro, at han hjulpet af djævelen var stukket af fra sine bevogtere og fra Catania havde fløiet gjennem luften til Konstantinopel. En tid holdt han morroen gaaende, men tilsidst lykkedes det biskop Leone at fakke fyren. Han lod ham kaste levende i en glødende ovn, hvorfra han ikke mere slap ud, ialfald bare for hovedstups at fare til helvede.
Den første, der hævede sin stemme mod denne afskylige over tro og dens forfærdelige virkninger, var den berømte Cornelius Agrippa af Nettesheim i det sekstende aarhundrede, fulgt og overtruffet af sin egen discipel, Johann Weier (1588), hvis bog blir epokegjørende. Forsvarene fra den sunde fornufts og menneskelighedens side tiltager nu hurtigt, men først sent blev den af dem begyndte kamp kronet med seier. Endnu i midten af det sidst forsvundne aarhundrede faldt i Europa de sidste ofre for overtroen, og udenfor Europa, i Mexiko, har baalet været tændt endnu i aaret 1860 og — 1873.[1]
Inkvisitionen er død, hekseprocessernes tid er forbi; men endnu er ikke den dumme overtro hensovet, endnu er ikke deres klager forstummet, der holdt den ilive. Der hengaar intet aar, uden at der viser sig en eller anden af en vanvittig, rasende prest skrevet bog, hvori det raab gjenlyder, at verden er
- ↑ Ogsaa i de nordiske lande var heksehenrettelserne almindelige. Den sidste „heks“, som blev brændt i Norge (1670), var konen Lisbet Nypen fra Trøndelagen. O. a.
