fin og udsøgt, undertiden ogsaa afskylig og væmmelig, i enhver henseende det sataniske kjøkken værdigt. Man aad ofte diebørn eller lig, som var gravet op af jorden. Tilsidst blev der danset til musik af djævelske instrumenter, og derpaa greb djævlene hver sin heks og fornøiede sig med hende i alles paasyn. Jeg siger: han fornøiede sig med hende, men heksene forsikrer, at for dem idetmindste havde omfavnelserne sædvanligvis været alt andet end behagelige. En af dem, som Pico della Mirandola i en af sine dialoger, „heksen“, indfører talende, fremfører enkeltheder, som jeg her med hensigt vil forbigaa i taushed.
Det var forresten ikke bare ved disse feste, at heksene saa sine djævle, men de modtog ogsaa hyppig besøg af dem hjemme i sine huse, i disse afskylige værksteder, hvor redskaber og al den uendelige smuds, som hørte sammen med deres kunst, laa opdynget. Djævlene forlystede sig med dem, tjente dem til ægtefæller og gav dem som bevis paa den inderlige fortrolighed navne, der ikke var djævelske, men menneskelige, ja hyppig endogsaa kjærtegnende, eller ogsaa besynderlige og naragtige. De var rundhaandede overfor heksene med foræringer, men lagde undertiden en isandhed djævelsk falskhed for dagen ved at forvandle guldet til visne blade og ædelstenene til jord eller noget endnu værre. Blev heksene besvangret af djævlene, fødte de ofte uhyrer, snart af menneskelig, snart af dyrisk skikkelse. Djævlene havde imidlertid ikke nok med den uendelige masse hekse, som verden var fuld af, men streifede forklædt som kavalerer omkring paa fangst og forførte koner og piger, som de søgte at bringe i sin tjeneste. For
