slags, thi alle forfattere, der har behandlet dette emne, bevidner enstemmig, at der paa hvert mandfolk, som hengav sig til magien, idetmindste kom ti kvindfolk. Nogle af de berømte lykkedes det omsider at bedrage Satanas og slippe ud af hans klør; mere end én har ogsaa benyttet den syndige kunst i gode formaals tjeneste og har tvunget djævelen til at gjøre mere godt, end han selv skulde villet, som Roger Bacon f. ex., der reddede en kavaler, der havde solgt sin sjæl til djævelen, og som, da hans endeligt stod for døren, brændte alle sine trolddomsbøger og drog sig tilbage til en celle, som han ikke mere forlod, og hvor han efter tvende aar, tilbragte i fromme betragtninger, bøn og bodsøvelser, døde. Men dette var undtagelser, og maaske blev ingen eneste af de smaa troldmænd frelst. De fortjente da ogsaa sin slette ende, der hyppig nok bestod i at blive levende brændt paa baalet i dette liv for derpaa i det andet at brænde i al evighed.
De dannede djævelens egentlige hjord, thi ikke alene i sjælen, men ogsaa paa sit legeme bar de som mærkede sauer eller kreaturer sin herres stempel, det saakaldte stigma eller sigillum diaboli, der bestod i et sted paa kroppen, som ved en overnaturlig kraft var berøvet enhver følelse. Der gaves hyppig flere slige stigmata paa samme krop, og inkvisitorerne udfandt ved at stikke ind en naal meget letvindt den anklagedes skyld eller uskyld.
Hekse og troldkarer kom til visse tider sammen paa bestemte steder for at hylde sin herre, Dette var djævelens høitidelige hofhold. Ethvert land havde særlige for disse festligheder bestemte steder,
