Side:Djævelens Naturhistorie.djvu/180

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

dømte og straffede dem, der befattede sig med den djævelske kunst, bidrog yderligere til at forøge og befæste denne tro, og var egnet til at udbrede mistanke og skræk. Ligesom man overalt saa djævle, saa man ogsaa hekse og troldkarer, og der fandtes ingen udmærket mand, paa hvem der ikke hvilede en mistanke om magi. Man begyndte med oldtidens store mænd, der var døde for aarhundreder tilbage: Aristoteles, Hippokrates og Virgil, og naaede ned til sine samtidige, Leo X og andre. Petrarca blev mistænkt for magi, og langt ude i det syttende aarhundrede blev proces anlagt mod Alessandro Tassoni, fordi man i hans hus i en glasflaske havde fundet en af detslags djævledukker, som man morer børn med, og som man kalder for cartesianske smaadjævle. Flere Paver, som Leo III, den allerede omtalte Herbert, Benedikt IX, Gregor VI, Gregor VII, Clemens V, Johan XX, var alle gjenstand for den samme mistanke. Henimod slutten af det ellevte aarhundrede paastod Kardinal Benno i sin Hildebrands (Gregor VII’s) levnetsbeskrivelse, at der i Rom fandtes en skole i magi, fra hvilken denne og andre paver var udgaaet, og fra det tolvte og fjortende aarhundrede har vi authentiske breve fra Satanas til kirkefyrster som hans venner og medarbeidere. En lærd franskmand, Gabriel Naude, kunde i 1625 lade en tyk bog trykke, hvori de store mænd i hvilken stilling somhelst, mod hvem denne anklage høilydt blev fremført, toges i forsvar.

Men de berømte troldmænd var bare en liden skare i spidsen for den uendelige hær af smaa heksemestere og hekse, og isærdeleshed af sidstnævnte