med den guddommelige, aabenbarer den inderste grund i sit forunderlige væsen, indgiver aanderne nye, moralske begreber, nye billeder paa tingene, nye fremstillinger af himmel og jord. Nu blir det til sandhed, at Satan forlokkede de første mennesker til synden og gjorde menneskenes slægt og den verden, den lever i, fremmed for Gud. Hvor maa det ondes magt dog være stor, hvor fast grundet dets selvtagne herredømme, naar Guds egen søn maa ofre sig for at frelse de fortabte, ja hengive sig helt til hin død, som først ved synden kom ind i verden! Førend Gud lagde haanden paa forløsningsværket, kunde Satanas glæde sig ved sikkerheden i sin besiddelse, men nu, da forløsningen skrider fremad, ja allerede er fuldbyrdet, maa han da ikke anstrænge al sin kraft til det yderste for at gjøre seierherren seirens frugter stridig, for idetmindste for en del at gjenerobre det tabte? Ja, han drister sig endogsaa til at lede selve forløseren i fristelse; apostelen kalder ham en brølende løve, der gaar omkring, søgende, hvad den kan opsluge.
Men om fremgangsmaaden ved forløsningsværket og hans personlighed, der havde at udføre det, gav Satan en størrelse og betydning, han ellers aldrig havde vundet, berøvede forløsningen selv ham alligevel ikke altformeget af det bytte, han allerede havde gjort og fremdeles skulde gjøre, og Kristi seier styrtede ingenlunde saaledes hans magt til jorden, som de forløste skulde ha ønsket sig. St. Johannes siger, at der skal holdes dom over verden, og dens fyrste fordrives; Paulus forsikrer, at Kristi seier har været hel og fuldstændig, og at ved hans
