Side:Djævelens Naturhistorie.djvu/178

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

hvad han ænskede at vide, forudsagde uden at gribe feil fremtiden, og — hvad der var perlen mellem hans undere — han foryngede sig selv og skaffede andre den tabte ungdom tilbage.

De mægtigste troldmænd holdt meget af at sætte de mest berømte forsamlinger i forbauselse gjennem forevisning af sine undere. Albertus Magnus bød midtvinters en dag keiser Wilhelm med hans hele hof til sit bord. Keiseren kom, og den brave magier førte ham med samt hans følge ud i en have, hvor man fandt bordet dækket mellem de afløvede trær, midt i sne og is. Hoffolkene begyndte at knurre; dette forekom dem at være en underlig spøg af verten; men ikke før havde keiseren og de andre, hver efter sin rang, sat sig tilbords, før solen begyndte at skinne som midt paa sommeren, sne og is smeltede bort i et øieblik, jord og trær begyndte at grønnes og bugne af blomster, modne frugter straalede frem under løvet, og luften gjenlød af det mest yndige og mangfoldige fuglekvidder. Varmen blev snart saa stærk, at gjæsterne begyndte at kaste af sig klæderne og halvnøgne søgte hen i træernes skygge. Ikke fær var maaltidet forbi, før de talrige, sirlige tjenere, der havde opvartet ved bordet, forsvandt som taage, himmelen blev pludselig atter mørk, træerne mistede sine blade, og paanyt var alting isbedækket og kulden saa voldsom, at gjæsterne rystende af frost skyndte sig i hus og trængte sig sammen om ilden.

Der berettes mange andre, lignende historier. Michele Scotto, hvem Dante giver det vidnesbyrd,