Side:Djævelens Naturhistorie.djvu/177

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

elskeren. Magieren hævnede sig paa sine egne fiender saavelsom paa deres, der benyttede sig af hans bistand; han lod ildebrand opstaa i huset hos dem, lod haglskure ødelægge deres marker og deres skibe forlise ude paa havet; eller han foraarsagede fiendens død ved at kjøre en naal eller dolk i et voksbillede af ham, eller uden enhver forberedelse bare ved en forbandelse eller ved et giftigt blik. Der gaves for troldmanden ingen afstande, ingen besværlige eller farlige veie. Ridende paa en djævel fløi han fra den ene ende af jorden til den anden og tilbagelagde i nogle faa timer veie, hvortil andre benyttede maaneder og aar, og lod ligeledes andre, hvem han laante sin bistand, reise paa samme maade. Han forfærdigede amuletter og talismaner til hvilket brug somhelst, skjæbnesvangre vaaben, der modstod jern og ild, og byggede op i en eneste nat pragtfulde paladser, uindtagelige borge og hele med ringmur forskansede byer. Han formørkede luften ved et ord, lod en forfærdelig storm bryde løs, lod himmelens vande styrte ned over jorden og lod igjen med et ord himmelen blive klar og solen straale herligere end nogensinde. Ved at løfte en finger bragte han en hær i forvirring eller lod alle helvedes løslupne djævle falde ned over den. Hvor han stak sin næse i noget, mistede naturen sit væsen og sine love. Han forvandlede en ting til noget andet, gjorde guld af smuds og smuds af guld, og ligeledes forvandlede han levende, følende væsener, mænd til kvinder og omvendt, og mennesker til dyr. Han kjendte de mest fordulgte ting, saa i et vandbækken,