Side:Djævelens Naturhistorie.djvu/174

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

1405 var angrebet af pesten og beleiredes af venetianerne, og han ikke mere havde folk nok til forsvaret.

Djævelen kunde, naar han blev besværget, træde op ledsaget af forskjellige uhyrer og under forskjellige skikkelser, saafremt ikke magieren havde manet ham i en enkelt bestemt. En tysk kavaler, hvis historie fortælles af Cæsar af Heisterbach, og som stod indenfor en tryllekreds i selskab med en magier, en ven af sig, saa først rundt omkring sig bølgende vand, saa hørte han stormens hylen og grynten af grise, og endelig efter flere andre undere viste djævelen sig, af skikkelse høiere end skogens trær og saa rædselsfuld at skue, at ridderen forblev bleg deraf hele resten af sit liv igjennem.

I besværgelsesformularerne befandt der sig mange underligt klingende, uforstaaelige ord, og jo mere sælsomme og uforstaaelige de var, desto større kraft tilskrev man dem. Man gjenkjender i denne kjendsgjerning en velbekjendt tilbøilighed hos menneskenaturen, som der kunde være meget at sige om. Allerede grækerne skrev ordet abrakadabra paa sine amuletter, og det beholdt hele middelalderen igjennem sit gamle ry. Det samme gjælder om ordet abraxas. Det udannede menneske formaar ikke at skille ordet fra tingen, det blir for ham til tingen selv. Det fremkalder straks billedet deraf for bevidstheden, og derfra er det, troen skriver sig paa en hemmelighedsfuld forbindelse mellem begge, paa en næsten skabende kraft hos ordet. Lyden er Brama, siger en gammel, indisk bog. Gud talte: bliv lys, og det blev lys. I begyndelsen var ordet. Efter en over den hele verden udbredt overtro er der visse ting,