Side:Djævelens Naturhistorie.djvu/168

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
Niende kapitel.
Magien.

Forskjellige arter. — Deres aarsager. — Skoler, hvor magi lærtes. — Djævlebesværgelsen og dens farer. — En unævnt prest og en discipel i Toledo som eksempler. — Hvad der berettes om Gregor den store. — Den sidste af carrareserne. — Svarteboken. — Fangne djævle. — Store og smaa troldkarer. — Troldkarernes undere. — Tryllestaven. — Mikal Scotto og ridder Ulfo. — Troldkaren Tito, rabbien Løw. — Filosofer, digtere og paver som troldkarer. — Velgjørende troldkarer: Roger Bacon. — Heksene. — Hekseforsamliger. — Hekseproceeser.

De, der sluttede forbund med djævelen, gjorde ofte dette for at kunne udøve magiens forbudne kunster, men ikke altid havde forbundet udøvelsen tilfølge, og udøvelsen kunde ogsaa uden forbund finde sted. Jeg vil forklare mig tydeligere. Der gaves tilfælder, da djævelen frivillig forpligtede sig til at gjøre, hvad magieren befalede ham, under betingelse af, at denne derfor overlod ham sin sjæl, og andre tilfælder, ved hvilke magieren gjennem sin kunst tvang djævelen til at gjøre, hvad denne hverken skulde have villet eller maattet gjøre. Som man ser, gaves der saaledes to slags magi, som forfatterne ikke skiller nok mellem, men som dog efter sit udspring om just ikke ifølge sin virkning var grundforskjellige. Den ene var resultatet af, at den djævelske magt frivilligt underordnede sig menneskets