til at undertegne en anden forskrivning, der bekræfter den første. Tiden flyr, og den skrækkelige forfaldsdag nærmer sig mere og mere. For at bedøve og trøste ham gir djævelen ham det sidste aar den græske Helene til konkubine. Faust indbyder alle sine venner til et maaltid, fortæller dem sin historie og beder dem om ikke at gaa sin vei eller bare at falde isøvn et øieblik, medens han venter paa sin uundgaaelige ende. Lige over midnat føler vennerne, hvorledes et voldsomt vindstød ryster huset, som skulde det rykkes op af jorden; derpaa hører de forfærdelig hylen og Faust, som skriger fortvilet om hjælp. Rædselslagne vover de ikke at røre sig. Om morgenen begiver de sig til hans værelse og finder det overklisset af blod; den ulykkeliges hjerne var sprøitet ud over væggen, og paa gulvet laa de af sine huler udrevne øine samt nogle tænder. Legemet fandtes liggende paa en mødding udenfor huset aldeles søndertrampet og slidt i stumper og stykker. Christof Marlowe, Shakespeares forgjænger, har bragt den rædselsfulde angst, hvormed Faust venter paa sin død og fordømmelse, frem paa scenen.
Ganske kort efter Faust kommer Pole Twardowsky, der ligeledes udretter mange undere, og med hvem det ligeledes tar en bedrøvelig ende. Twardowsky havde skrevet den skjæbnesvangre overenskomst paa en oksehud og med sit eget blod. En dag, da han i et værtshus satte alle de omstaaende i forbauselse med sine undergjerninger, viser djævelen sig og paaminder ham om, at hans tid er udløbet. Den ulykkelige redder sig for øieblikket ved at nærme sig et barn, der slumrer i vuggen, men da djævelen
