gjæves! Fyrsten drager forbi uden at høre videre paa ham og lader ham blive liggende paa jorden, svømmende i smertens og ruelsens taarer. Den paafølgende dag afskjærer Anthemius sit haar, klæder sig i sæk og aske og opsøger biskopen i en nabostad. Han kaster sig til hans fødder, beretter alting for ham og anraaber ham om atter at døbe ham og redde ham. Biskopen svarer: døbe ham paanyt, det kan han ikke, men han formaner ham til at sætte sit haab til Gud, beder og græder med ham. Anthemius vender atter hjem igjen, skjænker alle sine slaver friheden, fordeler alle sine rigdomme mellem kirker og fattige, skjænker Marias moder tre pund guld, og medens Maria træder ind i et kloster, hengiver han sig helt til Gud, til hvis barmhjertighed ingen vender sig forgjæves. Om forskrivningen, som djævelen ikke havde villet give tilbage, idet han sagde, at han paa dommens dag vilde forevise den, var der ikke tale mere.
I begge de nu berettede legender er kjærligheden den aarsag, der har drevet disse uheldige mennesker til at søge djævelens hjælp og at slutte en pagt med ham, der skal blive til saligheds forlis for deres sjæl; i andre legender er det begjærlighed efter rigdom og ære og længsel efter forbuden kundskab.
Legenden om Theofilus, som ikke meget træffende af nogle blir kaldt for middelalderens Faust, gaar tilbage til det sjette aarhundrede og berettes først af en vis Eutykianus, der udgiver sig for en
