at om yderligere tre aar vil han tage det i besiddelse, da det retteligen tilhører ham, og han paa ingen somhelst maade vil give slip paa sit bytte. Den stakkars moder fyldes af fortvilelse og afslører en dag paa dets bønner hemmeligheden for sit barn. Da brister gutten ud i hede taarer:
S’il est dolenz n’est pas merveille,
Quar l’aventure est moult amère.[1]
Ved midnat forlader han sine forældres hus, begiver sig alene paa reise og naar til Rom, ligesom ridder Tannhäuser fremstiller han sig for paven og beretter ham sin historie. Paven ved ikke, hvad han skal sige til et saa uhørt tilfælde og sender barnet til patriarken af Jerusalem, den viseste mand, der levede paa jorden. Efter megen møie og mange farer lykkes det vor pilegrim at naa Jerusalem. Det gaar patriarken som paven, at han intet raad ved, men endnu i rette tid erindrer han sig en eremit, der bor i en stor, farlig skov og fører et saa helligt liv, at englene stiger ned fra himmelen for at underholde sig med ham: kanhænde vil gutten hos ham finde raad og hjælp. Udgydende bitre taarer, anraabende Gud og jomfru Maria, begiver gutten sig atter paa vei, men imidlertid er de tre aar saagodtsom henrundet, og der er endnu bare en eneste dag tilbage, før det skjæbnesvangre tidspunkt skal indtræde. Paaskeaften støder han paa eremiten; denne er, efter at have hørt den besynderlige hændelse, ogsaa i første øieblik raadløs, men gjenvinder snart igjen
- ↑ Ordret oversat:
»Intet under, om han er sørgmodig,
thi begivenheden er overmaade bitter«.
