tagne, som en nat red gjennem en ensom dal og her i den stille maaneskinsaften stødte paa en nok kvinder, der morede sig; mellem dem saa han sin egen kone, der var død for nogen tid tilbage; han bortførte hende, som man bortfører sin elskede, levede ogsaa lykkelig med hende mange aar og avlede med hende flere børn, der fik binavnet filii mortuæ, ɔ: den dødes børn (sønner.)
Djævlene gjorde snart tjeneste som incubi, snart som succubi, saaledes snart som mænd, snart som kvinder, alt efter anledning og behag. Dog skynder jeg mig at tilføie uden alligevel at kunne anføre en grund derfor, at de foretrak den mandlige rolle for den kvindelige. Thomas af Canterbury forsikrer, at det ikke var saa sjelden, han havde hørt skriftemaal af kvinder, der beklagede sig over at være blevet voldtaget af incubis, og i den hellige Bernhards historie læser man den skandaløse beretning om en en i høi grad skamløs incubus, som flere aar i rad aldeles hensynsløst hver eneste nat laa hos en frue, og det ovenikjøbet i samme seng, i hvilken ogsaa den stakkars ægtemand sov.
At detslags græsselige berøring maatte virke i høi grad svækkende og ødelæggende paa den menneskelige natur, og at de djævelske omfavnelser undertiden kunde foraarsage døden kan ikke sætte nogen i forbauselse, og vil man søge efter eksempler, kan man finde dem i overflødighed hos forfatterne. Thomas Walsingham, munk af St. Alban i England omkr. aaret 1440, beretter den gruelige historie om en ung
