Og saa snek der sig til paa kjøpet indover Mens en mistanke om, at det ikke engang vilde ha h æ n d t en av de andre. De hadde ikke kunnet være saa nervøst uforsigtige, – men netop en sjæl som ham maatte det næsten hænde, fordi livets smerter aldrig hadde undt ham tid til at bli forutseende.
En dump følelse av hadefuld resignation løp sammen med hans skyhet. Han saa sig om. Bak ham, i det fantastiske halvlys gik menneskene kolde og halvfjerne i skumringen. Selv var han saa nær sin egen gamle dragt.
Han saa endnu en gang ned i lyskassen. Cigaretstumpen hadde nu brændt et brunt hul i den gamle avis dernede. Han flyttet sig sky til næste vindu – saa sig ræd om – og slentret om hjørnet ind i en tvergate. Her tok han til at gaa fort, men skjønt han jo saa sine ben sættes paa fortauget under sig, hadde han ingen fornemmelse av grund.
Paa det andet hjørne laa der en avholdskafé. Mens gik fort ind og bestilte en kop kaffe.
Han satte sig ned ved vinduet og forsøkte at se ut av den numne rute. Hjertet slog av alle livsens kræfter, det var ham umuligt at drikke kaffen, slik skalv han paa haanden. For nu maatte det komme, papirerne dypt dernede vilde fænge, ruten springe, ildsluen jage indover i lagerne nedenifra! Det var denne ild n e d e n-
