dem. Da tok han et langt skridt, smat bak den, og var reddet.
Bak efter maatte han jo smile. Han pønset paa, hvorfor han nu egentlig skulde ha det paa den maaten. Men saa faldt navnet ham atter i sinde, og han svælget i den følelse, at dette blaa, vidunderlige navn elsket ham og saa paa ham med tindrende øine.
Saa stod han da omsider foran en stor, blank speilglasrute. Bakom stod der vester, knappet over træblokker, tandvand, ridesnipper og slips. Mens syntes, han kunde spore den elegante lugt gjennem ruten, særlig duften av forførerhaarvandet Edol, og han blev sval av harme. Han forfaldt efterhaanden til rent anarkistiske stemninger, men fik til syvende og sidst opreisning ved at klæ sig paa i tankerne med vesten, rideslipset og haarvandet.
Nu var cigaretten røkt ut, stumpen brændte i hans valne fingrer, og han slap den.
Den faldt – og faldt ned gjennem jernsprinklerne over lyskassen, like ned mellem endel gamle aviser.
Mens blev ganske iskold.
Han saa, hvorledes stumpen laa og glødet demede. Han kunde se, hvorledes den laa like op paa et avertissement om totalrealisation, enormt billige priser, obs. og non plus ultra. Han saa ogsaa, hvorledes papiret gulnet svakt under den lille tætte glo i cigaretten.
