for at skure en rist. Ormen var kommet op gjennem haven – fra helvede.
– – – – –
Moren, som sprang fremover i solskinnet med haanden klemt foran øinene, vidste nu, at rædselen var nær. Hun svælget og svælget, men der var ingen graat.
Bak hendes haand dukket de op som skygger, minderne fra de to dage, mennesker. – – – Den anden dags aften med solnedgangen skinnende rødt gjennem de gule gardiner, som var trukket for. – Barnet var da ikke længer bevidst – – og da var det, hun hadde bøiet sig ned over det, for hun vilde ha en lok fra det, mens det endnu levet. – –
Hun hørte saksens graadige skaar gjennem det febervaate haar indunder nakken – – de tre smaa krøllerne, som faldt av, et rov av liv, som hun gjorde i skyhet for sig selv, ti det betydde, at hun nu endelig – – –
Fremover sprang moren, græsset fanget om hendes føtter, saa hun snublet, men hun faldt ikke. Hun klemte sine fingre krampagtigt ind i øienhulerne, for likesom at faa trykket sin sjæl tom. Og det gik, det gled over, – hun fik lammet sit hjerte og utsat smerten. – –
Hænderne hendes gled ned, og hun saa sig om.
Hun var kommet midt ut i en eng, og skjørtet var vaatt langt opover av solregnet.
