til den solfulde del av haven. Og der sat ungen næsten naken borti græsset. Den fægtet med armene i ren glæde over ingenting.
I susende sprang fór hun da fra vinduet og ut av det dunkle værelse – i en lang runde listet hun sig for at komme over det lille kjød borti græsset, honningen av hende selv. – – – Hun hivde sig ned over ungen, hun klemte med begge hænder dens runde kinder og næsen sammen til en komisk grimace – – den strittet imot og faldt bakover i græsset med de smaa føtterne i veiret – hun samlet dem beggeto i sin ene haand, og under skjærende lattersalver fra ungen kysset hun den indunder halsen, borti armkrokene og nedover bare brystet. Fra det lille leende legeme, som vred sig under hendes ansigt, duftet den op, den søte lugt av hendes eget kjød. Hun væltét hele haarmanken ned over ungens ansigt, hendes mund blev for fuld av kjælenavn og kys – tilsidst orket hun ikke at faa andet frem end – „Aa du lille, lille – – – du yderst lille!“
Saa reiste hun sig op paa haanden og saa sig omkring, forfrisket og glad.
Om kvelden blev alting stille. Hun hadde stelt huset og lagt ungen. Da kunde hun sitte paa berget ovenfor og hvile. Al bevægelse var sunket av trærne og ned i jorden – saa langt hun kunde se nedover, stod de samlet i stille masser og blandet grener med hverandre.
