fonnerne var blit til. „Det er vaaren vor,“ sagde hun ganske sagte.
Og pludselig fik hun ungen ind mellem knærne sine, med begge flate hænder skilte hun baarden av pandehaaret og kysset barnet dypt ind i haarroten. Saa glattet hun haaret nedover kysset og reiste sig. – –
Solen steg, veiene blev tørre og faste, og saa begyndte de ogsaa at lysne, – de blev graa av det første støv. De høie graner var forlængst svidd tørre av solvinden, og skogen var fuld av trær, som hadde faat bladene ut av sig. Men vaaren drøide. Ofte stod hun nede ved stranden, fuld av længsel efter den grønne sjø.
Og grønnere end havet stod frugthaverne opover med sine smaa blade, som virket saa haarde mellem alle de vilde trærs lyse løv. De saa meget mere strenge ut end lind og løn, men i disse kronglete trær, hvis stammer var saa fantastisk vredne, der skedde eventyret – – – – – –
Det skedde, mens hun og barnet var borte nogle dage. For da hun kom igjen, hadde frugttrærne i vellyst flænset den grønne hams om sine hemmeligheter og kastet den paa grønsværet. De stod blændende nakne i alle sine blomster.
Hun gik med ungen under de hvitskimrende trækroner og stirret op, næsten blændet. Om disse kroner var der ikke længer nogen grænse mellem vaaren og ver-
