Side:Det norske Folks Historie 2-1.djvu/28

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
10
Magnus Erikssøn.

da Raadet i en saa vigtig Sag som denne, hvor der ei forelaa egne Bestemmelser af den afdøde Konge, neppe kunde ansee sig bemyndiget til at handle paa egen Haand eller uden Fuldmagt, maa man antage, at dette har været afhandlet og bragt paa det Rene mellem Raadet og de forsamlede Herrer i de foregaaende Dage. Saaledes ere disse da formodentlig om Søndagen og Mandagen den 24de og 25de eller maaskee kun sidstnævnte Dag blevne enige om de Hovedpunkter, der skulde ligge til Grund for den nye Foreningsact, og om hvilke Løfter Raadet bemyndigedes til at gjøre: derpaa er dette skredet til at underhandle med de svenske Herrer. Thi det heder udtrykkeligt, at disse kun underhandlede og sluttede Aftale med Rigsraadet, altsaa med de tolv Mænd, der førte Regjeringen, eller dem af disse, der var tilstede, ikke med hele den tilstedeværende Forsamling. Forhandlingerne med de svenske Herrer foregik i Biskopsgaarden i Oslo, og, som det udtrykkeligt faae„ i Overvær af Hertuginde Ingeborg, der samtykkede i de vedtagne Bestemmelser.

De Punkter, som her bleve vedtagne af de svenske og norske Herrer, og som saaledes tilsammen udgjøre den første Unions-Act, der sluttedes i Norden, ere følgende:

1. De Svenske skulde inden 7 Dage efter kommende St. Jakobsdag (1 August) have taget Junker Magnus Erikssøn til Konge, om det ikke allerede var skeet, over hele Svea- og Gøta-Rige.

2. Til førstkommende St. Jakobsdag eller inden 7 Dage derpaa, skulde Magnus være tilstede i Ljodhuus, fuldfærdig til strax at kunne drage over til Norge, og nærmest til Tunsberg, med det Følge og alt det Folk, Norges Mænd sendte imod ham, og for da at modtage den Heder, hvortil han var fød, og saavel give som af de bedste Mænd og hele Almuen at modtage al den Sikkerhed, som St. Olafs Lov og de følgende Kongers Bestemmelser hjemlede.

3. Søn unge Konge skulde for det første, naar han var kommen til Norge, forblive der til et Aar efter førstkommende St. Michels Dag; hvis Sveriges Mænd da fordrede af Nordmændene, at Kong Magnus skulde komme tilbage til dem, skulde Nordmændene strax lade ham fare, for at opholde sig ligesaalænge i Sverige, som han sidst opholdt sig i

    Hylding, hvilket de af Brevet i Dipl. Sv. 2199 sees at have været. Denne Omstændighed forbyder og at gjette paa „nonas“ som den udeladte Dag, da 6, 5 og 4 nonas vilde have betegnet 2, 3 og 4 Juli, der ligeledes falde for sildigt. Man kan heller ikke tænke paa nogen Feilskrift af „Juli“ istedetfor „Juni“, thi 4–6 Juni, eller endog 6–4 idus Junii (8–10 Juni) vilde være altfor nær efter Kong Haakons Død til at Mødet kunde have været berammet til den Dag, ej at tale om, at Biskop Haakon, der beseglede Unions-Acten, endnu ikke havde forladt Stavanger den 11te Juni, see Dipl. Norv. III. 116.