Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/94

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
72
Erik Magnussøn.

Biskop Arnes og Bøndernes Udsættelser blev der neppe taget videre Hensyn, i det mindste findes flere af de paaankede Artikler uforandrede i Haandskrifterne af den islandske Lov. Mod Arne og den hele islandske Gejstlighed raadede fremdeles den uvenligste Stemning. En Frugt af denne, vistnok hovedsageligt fremkaldt ved Ravns og Thorvards Bestræbelser, var en i Kongens og Enkedronningens Navn udstedt Forordning til Island[1], hvorved Erkebiskop Jons Dom af 1273 aldeles ophævedes, idet der bestemtes, at alle de Kirker med tilhørende Gods, der uretteligen vare tagne fra Lægmændene, og som disse og deres Forfædre med ret og lovlig Hævd havde besiddet arveligt, samt ifølge Maaldagerne udredet Afgifter for, men som Gejstlige nu uretteligen havde taget under sig, skulde falde tilbage til Lægmændene, der alene skulde være forpligtede til at give et vist Antal Gejstlige det aarlige bestemte Underhold; overhoved skulde den Tingenes Orden, der herskede i Kong Haakon Haakonssøns og Erkebiskop Sigurds Dage, aldeles gjenoprettes, ligesom ogsaa kun den Christenret i Stort og Smaat og det Tiende-Regulativ skulde gjelde, der gjaldt i deres Tid; hvad Falkevejde angaar, skulde man rette sig efter de kongelige Breve, og hvad Ravn ellers bestemte; de, der handlede mod Forordningen, skulde straffes med Brevbrud (en Bod af 8 Ertoger og 13 Mkr.) og Kongens Vrede. Dette var, som man seer, fuldkommen et Sidestykke til de Foranstaltninger, der paa denne samme Tid fandt Sted i Norge. Forordningen skulde egentlig sættes i Kraft af Hr. Ravn, der først Aaret efter agtede sig til Island, men en Gjenpart deraf synes dog allerede enten i 1282, eller i Begyndelsen af 1283 at være sendt ud til Ravns Substitut, Hr. Thord paa Madrevalle, der strax havde en Sammenkomst med Biskop Jørund desangaaende, og fandt den sluge, kun paa sin egen Bekvemmelighed betænkte Prælat, nok saa medgjørlig. Thi det var alene, naar Jørund havde den nidkjære Arne ved Siden, at han saa at lille for Skams Skyld gjorde fælles Sag med ham: helst vilde han, som sagt, undgaa at lægge sig ud med de Kongelige. Han gjorde derfor ingen Indsigelser mod Kirkernes Afstaaelse, og overlod Thord selv allerede strax Kirken paa hans Gaard Madrevalle, ligesom han forbandt sig til at gjøre Afkald paa alle de Kirker i Hole Biskopsdømme, som Hr. Ravn eller andre forstandige Mænd troede at have lovlig Fordring paa. Men dette skede naturligviis i al Stilhed, uden noget Overlæg med Biskop Arne, der endog i længere Tid var ganske uvidende om, hvorledes hans Collega

    1289 erklærede baade Ravn og Erlend bannsatte ipso facto, fordi de havde været deelagtige i Erkebiskop Jons Forjagelse.

  1. Forordningen haves ej i sin Heelhed, men dens vigtigste Indhold sees af de Uddrag, der hist og her meddeles i Arne Biskops Saga.