Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/94

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
72
Erik Magnusſøn.

Biſkop Arnes og Bøndernes Udſættelſer blev der neppe taget videre Henſyn, i det mindſte findes flere af de paaankede Artikler uforandrede i Haandſkrifterne af den islandſke Lov. Mod Arne og den hele islandſke Gejſtlighed raadede fremdeles den uvenligſte Stemning. En Frugt af denne, viſtnok hovedſageligt fremkaldt ved Ravns og Thorvards Beſtræbelſer, var en i Kongens og Enkedronningens Navn udſtedt Forordning til Island[1], hvorved Erkebiſkop Jons Dom af 1273 aldeles ophævedes, idet der beſtemtes, at alle de Kirker— med tilhørende Gods, der uretteligen vare tagne fra Lægmændene, og ſom disſe og deres Forfædre med ret og lovlig Hævd havde beſiddet arveligt, ſamt ifølge Maaldagerne udredet Afgifter for, men ſom Gejſtlige nu uretteligen havde taget under ſig, ſkulde falde tilbage til Lægmændene, der alene ſkulde være forpligtede til at give et viſt Antal Gejſtlige det aarlige beſtemte Underhold; overhoved ſkulde den Tingenes Orden, der herſkede i Kong Haakon Haakonsſøns og Erkebiſkop Sigurds Dage, aldeles gjenoprettes, ligeſom ogſaa kun den Chriſtenret i Stort og Smaat og det Tiende-Regulativ ſkulde gjelde, der gjaldt i deres Tid; hvad Falkevejde angaar, ſkulde man rette ſig efter de kongelige Breve, og hvad Ravn ellers beſtemte; de, der handlede mod Forordningen, ſkulde ſtraffes med Brevbrud (en Bod af 8 Ertoger og 13 Mkr.) og Kongens Vrede. Dette var, ſom man ſeer, fuldkommen et Sideſtykke til de Foranſtaltninger, der paa denne ſamme Tid fandt Sted i Norge. Forordningen ſkulde egentlig ſættes i Kraft af Hr. Ravn, der førſt Aaret efter agtede ſig til Island, men en Gjenpart deraf ſynes dog allerede enten i 1282, eller i Begyndelſen af 1283 at være ſendt ud til Ravns Subſtitut, Hr. Thord paa Madrevalle, der ſtrax havde en Sammenkomſt med Biſkop Jørund desangaaende, og fandt den ſluge, kun paa ſin egen Bekvemmelighed betænkte Prælat, nok ſaa medgjørlig. Thi det var alene, naar Jørund havde den nidkjære Arne ved Siden, at han ſaa at lille for Skams Skyld gjorde fælles Sag med ham: helſt vilde han, ſom ſagt, undgaa at lægge ſig ud med de Kongelige. Han gjorde derfor ingen Indſigelſer mod Kirkernes Afſtaaelſe, og overlod Thord ſelv allerede ſtrax Kirken paa hans Gaard Madrevalle, ligeſom han forbandt ſig til at gjøre Afkald paa alle de Kirker i Hole Biſkopsdømme, ſom Hr. Ravn eller andre forſtandige Mænd troede at have lovlig Fordring paa. Men dette ſkede naturligviis i al Stilhed, uden noget Overlæg med Biſkop Arne, der endog i længere Tid var ganſke uvidende om, hvorledes hans Collega

    1289 erklærede baade Ravn og Erlend bannſatte ipso facto, fordi de havde været deelagtige i Erkebiſkop Jons Forjagelſe.

  1. Forordningen haves ej i ſin Heelhed, men dens vigtigſte Indhold ſees af de Uddrag, der hiſt og her meddeles i Arne Biſkops Saga.