Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/93

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
71
1282. Tviſt mellem Biſkop Arne og Hr. Asgrim.

Thingfarekjøb af Biſkoppens egne Huusfolk i Skaalholt, og det hjalp ikke, at Biſkoppen forbød det, og indvendte, at det dog ikke kunde være Kongens Mening at fordre mere af Skaalholts Biſkopsgods end af Hole, der dog udtrykkeligt var fritaget: for at undgaa Overlaſt af Asgrim maatte Folkene betale. Asgrim antog ſig derhos ogſaa andre Mænds Fordringer paa at faa Gods tilbagebetalt, ſom de paaſtode, at Biſkoppen uretteligen havde tilegnet m; Biſkoppen betalte Asgrim med ſamme Mynt, og „forulempede ham i alt, hvori han troede lovmedholdigt at kunne gjøre det“. Forholdet var ſaaledes ſaa ſlet ſom muligt, og Biſkoppen i det hele taget den, der trak det kortere Straa, da der om Sommeren 1282 kom et Skib til Ørebakke fra Norge med formelig Stevning til Loft. Asgrim, der ſkulde beſørge Stevningen, udførte dette naturligviis med ſtørſte Velbehag; han ſtevnede Thing og lod Loft befale at indfinde ſig der. Han lod ſig forlyde med, at Loft var Landraademand, og ſkulde blive bragt ombord ſom Fange, hvis han ikke gik frivilligt; det ſkulde ikke nytte ham at ſøge Friſted i andre Kirker end Skaalholts. Imidlertid havde dog ogſaa Loft ſelv faaet Nys om, hvad der var i Gjære, og om Asgrims Truſler; han ſkrev øjeblikkeligt til Biſkoppen, og bad ham om hans Biſtand, medens han ſelv for Sikkerheds Skyld tog ſit Ophold i den ved hans Gaard liggende Kirke, hvor Asgrim ikke vovede at forurolige ham. Paa Thinget indfandt han ſig naturligviis ikke. Biſkoppen ſkrev for ham til Asgrim, men førend han fik Svar tilbage, vare alle Skibslejligheder til Norge ophørte for det Aar, ſaa at Loft ej kom afſted, uagtet der med et andet Skib indløb endnu en Stevning. Asgrim var yderſt forbitret derover, og erklærede paa de Heredsmøder, han havde med Bønderne, at Loft var Landraademand, og at alt hans Gods var forbrudt til Kongen, ligeſom han og lod falde Ord om, at alle de øvrige, der havde proteſteret mod Lovbogen, vare eller ſkulde blive indſtevnte til Norge[1].

Om Ravns og de øvrige haandgangne Mænds Optræden i Norge vides ikke ſtort: da han kom, var Bruddet mellem Erkebiſkoppen og Raadsherrerne allerede fuldſtændigt, ſaa at der ikke længere kunde være Tale om at forelægge Kongen og Erkebiſkoppen de Punkter, hvorved Kongsmændene havde gjort Udſættelſe, til Afgjørelſe i Fællesſkab. Raadsherrerne afgjorde dem derfor paa egen Haand, og, ſaavidt man maa formode, til de haandgangne Mænds Tilfredshed, ſiden vi erfare, at Ravn ſaavel ſom Erlend Olafsſøn paa det nøjeſte ſluttede ſig til deres Parti, og ivrigt toge Deel i deres haarde Fremfærd mod Erkebiſkoppen[2]. Til

  1. Arne B. Saga, Cap. 32, 33.
  2. Vi erfare nemlig af Arne B. Saga Cap. 70 og 71, at Erkebiſkop Jørund i