Thingfarekjøb af Biskoppens egne Huusfolk i Skaalholt, og det hjalp ikke, at Biskoppen forbød det, og indvendte, at det dog ikke kunde være Kongens Mening at fordre mere af Skaalholts Biskopsgods end af Hole, der dog udtrykkeligt var fritaget: for at undgaa Overlast af Asgrim maatte Folkene betale. Asgrim antog sig derhos ogsaa andre Mænds Fordringer paa at faa Gods tilbagebetalt, som de paastode, at Biskoppen uretteligen havde tilegnet m; Biskoppen betalte Asgrim med samme Mynt, og „forulempede ham i alt, hvori han troede lovmedholdigt at kunne gjøre det“. Forholdet var saaledes saa slet som muligt, og Biskoppen i det hele taget den, der trak det kortere Straa, da der om Sommeren 1282 kom et Skib til Ørebakke fra Norge med formelig Stevning til Loft. Asgrim, der skulde besørge Stevningen, udførte dette naturligviis med største Velbehag; han stevnede Thing og lod Loft befale at indfinde sig der. Han lod sig forlyde med, at Loft var Landraademand, og skulde blive bragt ombord som Fange, hvis han ikke gik frivilligt; det skulde ikke nytte ham at søge Fristed i andre Kirker end Skaalholts. Imidlertid havde dog ogsaa Loft selv faaet Nys om, hvad der var i Gjære, og om Asgrims Trusler; han skrev øjeblikkeligt til Biskoppen, og bad ham om hans Bistand, medens han selv for Sikkerheds Skyld tog sit Ophold i den ved hans Gaard liggende Kirke, hvor Asgrim ikke vovede at forurolige ham. Paa Thinget indfandt han sig naturligviis ikke. Biskoppen skrev for ham til Asgrim, men førend han fik Svar tilbage, vare alle Skibslejligheder til Norge ophørte for det Aar, saa at Loft ej kom afsted, uagtet der med et andet Skib indløb endnu en Stevning. Asgrim var yderst forbitret derover, og erklærede paa de Heredsmøder, han havde med Bønderne, at Loft var Landraademand, og at alt hans Gods var forbrudt til Kongen, ligesom han og lod falde Ord om, at alle de øvrige, der havde protesteret mod Lovbogen, vare eller skulde blive indstevnte til Norge[1].
Om Ravns og de øvrige haandgangne Mænds Optræden i Norge vides ikke stort: da han kom, var Bruddet mellem Erkebiskoppen og Raadsherrerne allerede fuldstændigt, saa at der ikke længere kunde være Tale om at forelægge Kongen og Erkebiskoppen de Punkter, hvorved Kongsmændene havde gjort Udsættelse, til Afgjørelse i Fællesskab. Raadsherrerne afgjorde dem derfor paa egen Haand, og, saavidt man maa formode, til de haandgangne Mænds Tilfredshed, siden vi erfare, at Ravn saavel som Erlend Olafssøn paa det nøjeste sluttede sig til deres Parti, og ivrigt toge Deel i deres haarde Fremfærd mod Erkebiskoppen[2]. Til
