imod er Utfarebaalken udeladt, da Islændingerne ej vare ledingspligtige, og i dens Sted er en kort Baalk, kaldet Thegnskylda, der indeholder Folkets Forpligtelser til at adlyde Kongen og at yde ham Skat og Thingfarekjøb, hver Bonde i Alt 20 Alen Vadmaal aarligt[1], hvorhos Sysselmændenes Pligter foreskrives, og det navnlig forbydes dem at foretage sine Embedsrejser med større Følge end 9 Mand. Endelig omhandles Udlændingernes Ret paa Island. Efter Arvebaalken indskydes en egen Baalk om Fattiges og Umyndiges Forsørgelse; dernæst følger Landabrigde og Landsleigebaalken, endelig en egen Baalk, kaldet Rekabaalk, om Drivtømmer m. m.; i alt dette gjorde de særegne islandske Forhold egne Bestemmelser nødvendige, og her var da den ældre Lovgivning Kilden. For øvrigt var, som vi have seet, den egentlige Omstyrtning af Øens gamle Statsforfatning allerede skeet ved Antagelsen af Lovbogen, eller rettere udkastet, af 1271; hvad „Jonsbogen“ indeholdt af offentlig Ret, var kun Modification og nærmere Bestemmelser af hvad hiint Udkast allerede foreskrev; hvis det havde været ganske nyt, vilde Lovbogen vistnok have mødt en langt anden Modstand.
Det følgende Aar (1282) drog Ravn Oddssøn over til Norge, uden denne Gang at hindres af Vejret; Asgrim Thorsteinssøn var saaledes nu den eneste kongelige Sysselmand paa Øen, og følgelig at betragte som et Slags Statholder, skjønt rigtignok Ravn idetmindste synes at have indsat paa Nordlandet en Lensmand eller Underbestyrer i sit Sted, nemlig Hr. Thord paa Madrevalle[2]; det er endog ikke usandsynligt, at han ogsaa, naar han selv var hjemme paa Island, lod Nordlandet bestyre ved ham, da Vestfjordene og Nordlandet tilsammen vistnok var et alt for stort District til at een Mand bekvemt kunde overtage Bestyrelsen af det Hele. Biskop Arne havde nu en sand Trængselstid at gjennemgaa, thi Asgrim Thorsteinssøn, hvis Syssel netop indebefattede Districtet omkring Skaalholt, og som derfor altid havde det i sin Magt at gjøre ham Fortred, naar han fandt for godt, stod i den sidste Tid, trods Svogerskabet imellem dem, paa en meget spendt Fod med ham, fordi Biskoppen ej tillod ham at leve sammen med en Frille, han elskede, saavel som og af andre Grunde, og han greb derfor enhver Lejlighed til at chicanere Biskoppen selv, eller hans Venner[3]. Især gik det ud over Loft Helgessøn, uagtet rlsgjrim var gift med dennes Syster. Asgrim krævede Skat og
